Årets forening – Tranbjerg Løber?

På onsdag kårer DGI Østjylland Årets forening 2018, og Tranbjerg Løber er blandt de tre finalistforeninger.

Alle har kunnet indstille deres forening til prisen siden den 25. januar hos DGI Østjylland. Prisen uddeles sammen med Årets Ildsjæl 2018 i forbindelse med landsdelsforeningens årsmøde onsdag den 21. marts i DGI-huset i Aarhus.

“Vi kårer hvert år en lokal medlemsforening som Årets Forening for at anerkende det fantastiske arbejde, som foreningerne gør for at skabe sunde fritidsaktiviteter for os alle, og den store betydning foreningerne har for sammenhængskraften og udviklingen i lokalsamfundet,” udtaler Lars Mandrup, næstformand i DGI Østjylland.

I dag blev det offentliggjort, at Tranbjerg Løber er blandt de tre foreninger, som et udvalg nedsat af DGI Østjyllands bestyrelse skal vælge en endelig vinder imellem.

De tre foreninger, der går videre til finalen, er:
– Tranbjerg Løber
– Viby Basketball
– Århus Floorball Klub TST

Med æren følger en check på 10.000 kr., som kan bruges i foreningen.

Vi er naturligvis spændte – så stay tuned.